Matematikprogrammet GeoGebraSom der står på programmets hjemmeside www.geogebra.org (oversat): GeoGebra er et stykke gratis dynamisk software til mange platforme og til alle niveauer i den del af uddannelsessektoren, som beskæftiger sig med matematiske emner som geometri, algebra, tabeller, grafer, statistik og matematisk analyse, alt sammen samlet i en brugervenlig pakke. Programmet blev oprindeligt udviklet af østrigeren Markus Hohenwarter i 2001 på Universitetet i Salzburg, og siden har diverse frivillige hjulpet med at forbedre dette open-source program. Til mine egne elever anbefaler jeg selv Maple til at regne afleveringsopgaver og mange andre opgaver i, da man kan skrive tekst og matematik i ét dokument uden brug af cut & paste og fordi Maple kan det hele, herunder også CAS (Computer Algebra System) delen. Man kan imidlertid komme langt med GeoGebra, og teamet bag arbejder på at kunne klare mere komplicerede ting som at løse ligninger og regne algebraisk. Det er imidlertid en meget stor opgave. Vi må se, hvor langt de når. Under alle omstændigheder er GeoGebra et fremragende program til det det kan, især fordi det er så brugervenligt. Til geometriske konstruktioner er det unikt. Det er ligeledes fremragende til alle former for graftegning, og man kan nemt lave dynamiske filer, hvor man kan ændre en parameter i en funktion ved at trække i en skyder og umiddelbart se den effekt, det har på grafen. Ja det hele kan endda animeres. Derfor bruger jeg det ofte til præsentationer på projektoren, når jeg vil illustrere forskellige matematiske begreber, såsom differentiabilitet. Programmet kan i øvrigt også differentiere og integrere.
DemonstrationsvideoerSom nævnt finder jeg programmet meget brugbart i forbindelse med præsentationer i undervisningen. Man kan nemt demonstrere begreber og vise ting på grafer, etc. En oplagt mulighed er ved gennemgang af begrebet differentiabilitet at lave en fil, hvor man ser en sekantens hældning nærme sig til tangentens hældning. Klik på nedenstående links for at komme til nogle demonstrationsvideoer.
Linkswww.geogebra.org (Programmets egen hjemmeside)
Klik på dette link, hvis du gerne vil I kontakt med mig: Erik Vestergaard Til Toppen | Forsiden | Matematik | Fysik |